Velkommen til vores nye medie

Bestyrelsen har besluttet at afvikle vores elskede Klub Nyt, der netop var gået ind i sin 42. årgang. Det har ikke været en let beslutning, da der uden tvivl er mange følelser og holdninger, som vi har prøvet at forholde os til. Men når regnskabet er gjort op, blev posten til udgivelsen i af Klub Nyt i papirformat så stor, at det ikke længere var rentabelt.

Samtidig har vurderingen været, at vi som klub er klar til at træde inde i den elektroniske verden  og lancerer Klub Nyt i en elektronisk form som her kaldes KLUBNYT, det er en integret del af den nye hjemmeside som I kan se er under opbygning. Det er en opgradering, og fremadrettet en bedre kommunikationsplatform for og med klubbens medlemmer.

Vi er i en tid, hvor billeder og videoer er blevet nemme at uploade. De kan understøtte den gode historie, som vi meget gerne vil dele med både medlemmer i klubben, og de der overvejer at blive en del af Odense Skiklub. 

Og det er lige præcis det vi gerne vil med vores nye hjemmeside: sprede de gode historier der altid er forbundet med en klubtur, skigymnastikken eller sågar det årlige andespil. Her kan et billede eller video sige mere end tusind ord, blot med en lille tekst. Det er ikke for at skabe en ny Facebook, men et virtuelt samlingssted for en klub uden faste rødder, foruden OO’s Klubhus og den gamle kasernesal. 

Sæsonens første skitur har været en realitet for mange danskere. Hintertux og Sölden gletsjerne har lagt sne og ikke mindst is til. Harreskoven Skiklub arrangerede træningstur til Sölden, og Den Danske Skiskole havde ca. 250 kursister på sne i Hintertux – Zillertal.

Der meldes om stor fremgang hos rejsebureauerne op til skisæsonen. En positiv tendens, der desværre ikke har ramt OS, hvor én af årets ture er aflyst grundet manglende tilslutning. Klubturene er ofte lidt dyrere, men når undervisningen er en del af turen, udlignes det helt. Samtidig viser nye tal fra Danmarks Skiforbund, at skadesfrekvensen er væsentligt lavere, når man rejser med en skiklub. Dette må være mantra; sikkert på ski med klubben.

Store skihilsner

Klavs Klavsen
Formand