Aldrig mere Vasaloppet, måske

Skrevet af: Ane Langebjerg Lassen

Bare for at gentage….

Aldrig mere, ikke igen, ikke én gang til gør jeg det. Det er disse tanker, som igen og igen går gennem mit hoved, mens jeg strider mig frem gennem vandmasserne. Nej, det er ikke svømning eller sejlads, det er heller ikke vandski, selvom jeg har ski på, det er 2015 udgaven af det traditionsrige Vasaløb i Sverige.

Det er 7. gang, at jeg deltager i Vasaløbet og ikke første gang, at jeg tænker, at NU må det altså være sidste gang. For det virker jo både dumt og fjollet, sådan at skulle kæmpe sig frem med ømme arme og vabler på fødderne de totalt 90 km mellem Sälen og Mora. Specielt nu, hvor de sølle rester af en løjpe står under vand store dele af ruten. Men jeg er her altså endnu en gang. Og det er egentligt ikke så underligt, for selvom temperaturen svinger mellem 5-9 plus grader, så forsætter den årlige folkefest med 15.800 tilmeldte løbere ufortrødent og den forventningsfulde stemning i minutterne op til starten er stadig den samme.

Jeg har nøje trippet rundt om centimeter dybe mudderpøle hele morgen, i forsøget på at undgå våde fødder inden starten går kl 08.00. Det viser sig dog fuldstændig unødvendigt, da jeg 50 m fremme i starten kører direkte gennem en 10 meter bred vandpyt, som ligger på tværs af sporet. Gennemvåde støvler og stadig 90 km igen. Og hvilke 90 km. Selvom jeg i år starter i startled seks ud af ti, og altså ”blot” har ca. 5000 mand foran mig, består løjpen mest af alt af udtrådte og bløde slushice spor. Når der endelig er spor er kanten rundt om sporet ofte så hullet og iset, at mine skistave sidder fast, hvilket trætter armene og psyken ekstra. På grund af det varme vejr er det intet problem at holde varmen, temperaturen sætter dog ekstra krav til væskeindtaget, og jeg stopper op flere gange undervejs på både de syv officielle og andre uofficielle væskeposter for at fylde op med blåbærsuppe eller energidrik. Smågan, Mångsbodarne, Risberg, Evertsberg, Högberg, Oxberg og Eldris; disse velkomne kontrolposter undervejs på ruten, hvor der serveres brød og drikkelse, glider stille og roligt forbi, ligesom alle de andre løbere, som har bedre glid end mig gør det. Da klokketårnet i Mora endelige dukker op mellem træerne, er jeg færdig. Med ca. 2 km igen er tempoet i bund, armene sløve, men målet lige forude. Jeg kommer i mål; i en god tid og ca. 4 min. hurtigere end sidste år. Selvom jeg havde håbet på mere, er jeg ganske godt tilfreds med dagens indsats forholdende taget i betragtning. Men jeg gør det ikke igen – og så alligevel.

Salget af billetter til Vasaloppet den 6. marts 2016 startede den 22. marts og blev udsolgt på 83 sek. Fortvivl dog ikke. Tirsdag den 21. april kl 12.00 sætter Danmarks Skiforbund nemlig 600 startpladser til salg. Er du hurtig, kan du altså stadig nå at sikre dig en billet til vinterens største skioplevelse. Følg med på Facebook på: De Danske Vasaløbere

Har man lyst til at teste distancen under mindre hektiske forhold, kan jeg varmt anbefale at deltage i enten søndags eller mandags udgaven af Öppet Spår, som løbes weekenden før det rigtige Vasaløb. Læs mere om Vasaløbet og Vasaløbets Vinteruge på: www.vasaloppet.se