Et liv på ski – et langt liv som skiløber

Skrevet af Klavs Klavsen ved Odense Skiklubs 75 års jubilæum

Jeg var lige fyldt tre år, da mine forældre første gang tog mig med på ski – Gaustablik i Norge, og jeg var solgt. Det bilder jeg mig i hvert fald ind, for i dag 39 år senere, glæder jeg mig stadig som en lille dreng til at komme af sted hver gang.

Der var ikke rigtigt noget valg for mig, jeg blev bare nødt til at blive skiløber.

Begge mine forældre har været aktive skiløbere, ikke mindst i Odense skiklub og som arrangører af de Danske Mesterskaber og træningsture for Danmarks Skiforbund i gennem mange år.

Hele min opvækst som skiløber, startede i Odense Skiklub, på klubturerne – klubbens kerneaktivitet. Der var altid lagt porttræning ind, sammen med en masse frit skiløb, og kombinationen af seriøsitet og sjov, har hængt ved siden i mit eget arbejde med ski.

Jeg husker det som nogle fantastiske ture, hvor der ofte var de samme med, men altid med nye medlemmer, der havde hørt om turene gennem venner og bekendte.

For mit vedkommende betød det en del uger på ski, hvor jeg fik kørt og trænet en masse porte.

I 1982 vandt jeg mit første danske mesterskab i min årgang, nok et resultat af, at jeg som 10 årig allerede havde mere end 15 uger på ski.

Der var hele tiden noget i klubben, også om sommeren. OS havde en del aktiviteter, der i nogle år bl.a. inkluderede windsurfing. Klubben havde købt tre ”færger” Beach Board, hed de, med klapfinne. Der blev sågar holdt klubmesterskaber, med indledende heat og finaler, på stranden i Nyborg. Også græs ski kom på programmet, hvor vi var en forholdsvis stor gruppe turnerede rundt til div. løb på bakker rundt om i landet.

Alle aktiviteterne og træningsturene blev en del af mig som skiløber i starten af 80´erne, hvor det hele gik stærkt , og i 1985 blev jeg udtaget til junior landsholdet. Det betød lige pludselig, at legen blev alvor. Der var træningslejre i Danmark, min. 10 uge på ski om året, samarbejde med skolen om lektier, og to år efter hed det seniorlandsholdet.

Gennem årene på landsholdet var der mange udfordringer. Jeg var den eneste fra Fyn, så meget af sommertræningen foregik alene. Det fandt jeg hurtigt en løsning på; windsurfing, som jeg var blevet introduceret til gennem klubben. Det var en god kombination af styrke og balance, samtidig med, at det var sammen med andre.

Også på ski var der udfordringer, der var mere naturlige; konkurrencer. Det startede med kreds- og Danmarksmesterskaberne, og da jeg blev 15, var det internationale løb. Jeg husker stadig mit første FIS løb (3. divisions løb, inden Europa Cup og World Cup)

Det var et storslalom løb i Fiberbrunn i Østrig. Jeg havde start nr. 122 ud af ca. 150. Underlaget var blødt, og de ”badekar” der var ved portene, var store som kurverne på en bobslædebane. Jeg gennemførte, hvilket var mit mål, dog over et halvt minut efter sammenlagt efter to gennemløb, og den internationale karrierer var i gang.

Herefter blev det til rigtig mange løb, hvor jeg langsomt kravlede op ranglisten.

Målet var selvfølgelig at kvalificerer sig til OL, og Lillehammer ’94 var mit første realistiske mål. Desværre lykkedes det ikke, på trods at en slutspurgt op mod deadline sidst i januar, med 14 løb på 17 dage i de Østrigske og Slovenske alper.

I næsten 10 år var jeg aktiv på landsholdet, og stoppede på toppen af min karrierer med at vinde Lowlanders i 1994, et løb for ikke alpine lande, i både slalom og styrtløbs kombinationen.

En karrierer på 10 år jeg stadig kigger tilbage på, der har lært mig rigtig meget. Jeg nåede ikke at indfri mit store sportslige mål, OL, men ser ikke tiden som spildt, men som en investering.

Selv om jeg lagde konkurrenceskiene på hylden, stoppede skiløbet ikke, næsten tværtimod. Idrætsskolerne i Oure søgte en uddannet skiinstruktør, helst med fransk eksamen, stort kørekort og fransktalende. Jeg havde ingen af delene, og talte ikke Fransk, men blev alligevel ansat, og var solgt for anden gang til skiløb. I næsten to år boede og arbejde jeg i Val d’ Isere for Oure, i et miljø omgivet af menneske og kolleger der bare elskede at stå på ski. Der blev nørdet skiløb, uden der blev set skævt til det, for alle havde det samme mål; at blive beder på ski. En helt ny verden åbnede sig, med undervisning og tekniktræning, som jeg havde haft på landsholdet, men aldrig rigtig havde forstået.

Sideløbende med jobbet som højskolelærer, tog jeg skilærer uddannelsen i Den Danske Skiskole, og gennem det forløb blev jeg meget mere bevidst om mit eget og andres skiløb. Jeg havde samtidig fundet mit nye kald som skiløber; at undervise og uddanne.

Hele den verden omkring undervisning og uddanne og formidle, gjorde at jeg endte med at læse idræt på Syddansk Universitet, hvor jeg også tog en Diplomtræner uddannelse, med ski som speciale. I Den danske Skiskole var der ikke flere niveauer, og jeg fungerede allerede som uddanner, så det var den naturlige vej. Diplomtræneruddannelsen var et samarbejde mellem Team Danmark og specialforbundene, og indebar at jeg samtidig skulle fungerer som landstræner.

Det var rigtig spændende lige pludselig at stå på den anden side som træner, og give ud af sine erfaringer. Jeg var oplært med en legene tilgang, hvilket ikke var noget løberne var vandt til, men hurtigt fik øjnene op for. Det blev til tre fantastiske år i Norge sammen med min kæreste, der nu er min kone, fuldtidsansat af skiforbundet som landstræner.

Norge har altid været specielt for mig, og nu også for min familie. Hvert år går turen til Harfjell eller Hemsedal med familie og venner.

Nu er Den Danske Skiskole min nærmeste kontakt til skiverdenen, hvor jeg gennem de sidste atten år har været uddanner. Her har jeg bl.a. stået i spidsen som træner for skiskolens demohold, da vi deltog ved en stor kongres, Interski, i Sydkorea 2007.

Jeg kan stadig finde motivationen til at tage af sted og undervise, og motivationen til at udvikle mig som skiløber. Efterhånden er det nok mere tale om ”damage control” for ikke at blive dårligere, men der er altid noget nyt at prøve at blive bedre til.

Jeg har været utrolig privilegeret som skiløber, at få nogle oplevelser, besøge steder og mennesker, som mange ikke har haft muligheden for. Det er selvfølgelig ikke kommet af sig selv, men gennem dage, måneder og års træning med intensivt arbejde omkring skiløb.

Alt sammen noget der startede i Odense Skiklub, der nu er blevet 75 år.

Tillykke til klubben, og foreløbigt tak for alt.