Odense Skiklubs fortiden for fuld skrue

OS´ tidlige historie set gennem Steen Frandsens briller – Steen har været formand for OS.

De nationale Skiforbund og de gamle skiklubber i Norden og alpelandene er omkring 100 år gamle. Skiclub Arlberg er fra 1901 og Svenske Skiförbundet er fra 1908. Interessen for skiløb smittede af på danskerne: Danmarks Skiforbund blev stiftet den 23. november 1938 og Odense Skiklub lige derefter nemlig den 26. januar 1939.

Vi er tilbøjelige til at fokusere på nutiden og fremtiden; fortiden glemmes og truer med at gøre os historieløse. Erindringer kan dog kaste lys over fortiden, men alle erindringer er subjektive og stort set fulde af ”løgn”. Jeg vover dog pelsen og lukker op for min egen skrøbelige erindring om dengang Odense Skiklubs ungdom og min egen var sammenfaldende – 1950’erne.

Før Krigen

var der skiforeninger rundt omkring i landet, men ingen samlende organisation. En stigende interesse for skiteknik og skikonkurrencer førte til stiftelsen af Dansk Skiforbund i 1938. De første 2 års virksomhed med arrangementer af vinterrejser til primært Skandinavien herunder skoleskirejser og sommerbjergture blev indstillet med besættelsen 9. april 1940.

Den tyske besættelse

medførte en bemærkelsesværdig stigning i antallet af skiklubber, fra 2 klubber i 1938 til 45 klubber med i alt 5000 medlemmer i 1941. En væsentlig årsag var den nazistiske pest, som truede demokratiet på livet. Danskerne sluttede sig sammen for at forsvare sig. Den civile politiske kamp startede som en åndelig bevægelse, der bl.a. kom til udtryk i en styrkelse af foreningslivet herunder idrætsforeninger. Her dyrkede man ”det danske” sideløbende med idrætten. Det var således ikke kun lokale initiativer, men også ”den store historie”, som kickstartede skiklubberne i Danmark.

De strenge vintre i 1941, 42 og 43, alle med over 2 måneders hård frost og sne, må betragtes som en gavmild gave til datidens skiløbere.

I en artikel i Dansk Ski- og Orienteringsforbunds blad, Skisport, fra 1944 skriver Bent Stig Møller en længere artikel om ” Nye skitekniske problemer”. Her analyserer han forskellene mellem den gamle svingteknik med kropsrotation (Arlbergteknikken) og den nye svingteknik uden rotation, som var vokset frem i takt med konkurrenceskiløbets udvikling. Artiklen bekræfter på fornem vis interessen for skikonkurrencer og skiteknik.

I OS steg medlemstallet til omkring 300. Der var en betydelig ”selskabelig aktivitet”, men også en stærk interesse for at konkurrere og for det tekniske skiløb. Gerhard og Henning Olsen gik i spidsen for det sportslige. Der findes beretninger om et stort langrens- og hopstævne i 1940 og Viggo ”Stål” fortæller, at han vandt begynderklassen i langrend i 1943. Viggo er i dag æresmedlem af Odense Skiklub.

Orienteringssporten, som dengang hørte under skiklubben, vandt stigende interesse.

Efterkrigstiden til 1950

Ernst Rosendahl, som, så vidt jeg husker, afløste Henning Olsen som formand, har udtalt om den tid: ”Vi startede fint i 1939, men hvorfor nægte at efterkrigsårene slog adskilligt i stykker. Vi klarede selve krigsårene med selskabelige sammenkomster og meget andet, men efter kapitulationen i 1945 var det som om folk hellere ville prøve noget andet”. Medlemstallet faldt til under 100.

Men den ”store historie” rumlede lidt i baggrunden – og blandede sig igen: England rystede sig fri af krigens traumer og viste igen interesse for ærlige væddekampe blandt gentlemen på sportsarenaerne: Sir Arnold Lunn tog initiativ til Lowlandermesterskaberne, en landskamp i slalom, styrtløb og alpin kombination mellem ”de flade lande”: Holland, Belgien, England og Danmark.

Første gang var i 1948 og Henning Olsen var med på det danske hold. Disse mesterskaber og Hennings deltagelse helt frem til 1957 var, tror jeg, af stor betydning for OS. De indtryk, inspirationer og erfaringer, han bragte med hjem fra udlandet, blev brugt til at udvikle den skiklub, han selv var blevet formand for, og som han brændte for, og som han gjorde til et fyrtårn i dansk skiløb i 1950’erne.

1950 og tiden derefter

Det er her jeg kommer ind i billedet. (I min egen fortælling kom jeg dog ind i klubben, da den startede. Jeg var ganske vist kun 4 måneder gammel, men mine forældre var med fra starten, og hvis der havde eksisteret et familiemedlemskab dengang, har jeg været medlem i alle klubbens leveår – kan I stikke den?).

Som 12 årig, i vinteren 1951, tog mine forældre mig med på en 2 ugers skiferie til Warth i Vorarlberg, Da jeg kom hjem var jeg tabt for skiløb og blev meget aktiv i klubben; deltog i alt hvad der fandtes af konkurrencer – hop, langrend, slalom og senere rulleski. I de følgende vintre havde jeg i perioder mine ski stående fast i garderoben på Odense Banegård. Hvis jeg efter sidste time i skolen spurtede gennem byen på min cykel, kunne jeg lige nå at gribe skiene i garderoben og springe på toget til Tommerup. Med en kammerat eller to traskede jeg ud til Pilebakken eller måske til Kirkebakken, som lå tættere på byen.

Sneen lå altid længe langs hegnene. Vi skar slalomstokke fra de levende hegn, stak baner og tæskede slalom i timevis. Når det mørknede og frosten bed i kinderne og månen lyste over vinterlandet, var vi tæt på at være lykkelige. Det var dengang børnene og de unge altid vidste hvor deres forældre var, ikke omvendt.

Henning Olsen en ægte ildsjæl

Henning blev min helt og rangerede på højde med Stein Eriksen og Toni Sailer. Han var ildsjæl og utrolig aktiv på alle planer i klubben, også socialt. Han var til den spinkle side, ikke ret høj, altid lidt bleg i det. Hans stil i slalombanen var lidt hoppende med godt skær, lavt tyngdepunkt. Når han krydsede målstregen i langrend, ofte som vinder, så han ud som han ville falde død om. Snot og sved over det hele. Han løb sig helt ud. Han var ambitiøs og vel også ærekær. Han ville vinde, og med sine 14 danmarksmesterskaber og 5 forbundsmesterskaber havde han et godt udgangspunkt for at gøre OS til den dominerende skiklub herhjemme. Læg dertil hans deltagelse i slalom ved Holmenkollrennet i 1955 og ved VM i Åre samme år.

Hans hustru Tove Olsen støttede godt op med 9 danmarks- og forbundsmesterskaber.

Dysten med KS

Men Københavns Skiklub var ikke sådan at bide skeer med. De forsvarede sig med næb og klør, og trak vel i det lange løb det længste strå. Men det var altid mellem København og Odense, at kampen stod – provinsen mod hovedstaden, David mod Goliat.

For at knuse københavnerne fik Henning unge grønlændere på studieophold i Danmark til at melde sig i OS. Således skriver Fyns Tidende den 24. december 1957, at 7 grønlændere under ophold på Idrætshøjskolen i Sønderborg har meldt sig i klubben, og at OS i den kommende sæson kan være så godt som sikre på at vinde både det individuelle danske mesterskab og holdmesterskabet i langrend.

Et år gik han over stregen. Odense Skiklub (læs: Henning Olsen) forlangte, at danmarksmesterskaberne i langrend ikke måtte afholdes samtidig med Odense Skiklubs tur til alperne. Sneen faldt selvfølgelig netop på det tidspunkt og Dansk Skiforbund gennemførte mesterskaberne i Rude Skov trods Hennings protester. Med trussel om eksklusion forbød OS sine hjemmeblevne medlemmer at deltage, men jeg trodsede forbudet og deltog i juniorklassen, hvor jeg på min mors gamle fjeldski fra 1930érne blev nr. 3 tæt efter Svend Carlsen og Ebbe Holm. Heldigvis fik jeg følgeskab af Christian Blichfeldt fra OS, som på Holtekollen blev nr. 5 med hop på 25,5 og 27 m. Efterforløbet var præget af tavshed. Ingen sanktioner mod Blichfeldt og mig.

Henning forsøgte af og til med alternative træningsmetoder f.eks. farttræning med automobil (vi var for dårlige til styrtløb). En dag tog han mig med ud på ringvejen ved Sygehuset. Jeg på rulleski (Viggo Stål producerede fantastiske rulleski) stående på højre side af hans bil med et solidt greb i vindspejlet og i bildøren – og så gik det derudad med ikke under 60 km i timen. Jeg tror ikke mine forældre blev informeret og jeg tvivler på om effekten af automobiltræning kunne overføres til skiløb; men intet forblev uprøvet.

Stenalderligt udstyr

Mange ting adskiller skiløbet fra dengang og nu: Materiellet var, set med nutidens øjne, som stenalderredskaber i forhold til nanoteknologi. Jeg skal ikke gå i detaljer, men gå ind på et skimuseum og vurder selv. Det tekniske niveau, træningsmetoder og præstationer lå betydeligt under nutidens. Men det vidste vi jo ikke dengang. Vi var lykkelige for det materiel, vi havde, og stolte af vore resultater. Det var også karakteristisk for efterkrigstidens danske skikonkurrencer, at det med få undtagelser var de samme løbere, som kæmpede om DM-medaljerne både i langrend og i de alpine discipliner (Henning Olsen, Torkild Hansen fra Københavns Idrætsforening og Lars Chemnitz fra Grønland). En vigtig undtagelse var Hans Jørgen Poulsen (KS), som ikke løb langrend, men uden sammenligning var han den bedste alpinist – flere gange individuel vinder af Lowlanderkonkurrencerne.

I 1956 kom jeg med Lowlanderholdet til Bad Gastein, og fra 1958 til 1964 var jeg fast mand på holdet. En periode fortættet med skioplevelser, som måske skal fortælles en anden gang.

Engang først i 1960érne fortalte Henning mig, at jeg skulle vælges som kredsformand for Fynskredsen og sådan blev det. Det blev et par interessante år i Dansk Skiforbunds bestyrelse sammen med mangeårige formand Peder Skole Overgård, som jeg lærte at kende godt. Men på det tidspunkt var jeg flyttet fra Fyn, blevet gift, fået barn (Ulrik) og næsten færdig med min uddannelse, og kontakten til klubben og Skiforbundet gled i baggrunden; for senere at genopstå, men det er en historie fra en anden tid,

Som nævnt er alle erindringer subjektive eller det, der er værre; så hvis andre husker Odense Skiklubs ungdom anderledes end mig, har de nok fuldstændig ret.