Skilift og langrendsspor

Skilift på Madonna di Slagterbanke
Odense Skiklub opsætter skilift på Slagterbanke, Madonna di Slagterbanke som Fyens Stiftstidende kaldte den, når der er faldet nok sne. Den godt 200 meter lange piste ligger i 127 meters højde, lidt nord for Fyns højeste punkt, Frøbjerg Bavnehøj. Fra toppen kan man i klart vejr se helt til det jyske.

Liften er en træklift dvs. at det er et kraftigt tov man holder i og lader sig trække op af. Det er fint at bruge et par handsker som tåler lidt slitage.

Pisten er nordvendt, så sneen kan blive liggende i forholdsvis lang tid, når den først er faldet. Området ligger helt fantastisk, og udlånes af venlige mennesker i området. Vær opmærksom på, at det kan være lidt vanskeligt at finde frem til Slagterbanken og at finde steder at parkere. Så for at genere natur, udlånere og naboer mindst muligt, er det vigtigt at følge skiltning og anvisninger på stedet.

Kører liften?
Når liften kører vil det annonceres her på klubbens hjemmeside. Det vil kun være i weekender i tidsrummet fra ca. 11-16
Det koster lidt at få liftkort 🙂

Sådan finder du Slagterbanken

  • Kør ad motorvej eller Middelfartlandevej
  • Kør mod Vissenbjerg
  • Fra Vissenbjerg mod Fåborg
  • I Skalbjerg drejes til højre mod Orte
  • Mod Orte ad Søndergade
  • Fortsæt mod Orte til skilt “Orte Plantage”
  • Følg og respekter skiltning vedr. parkering
  • Se Skiliftens placering på Krak 

Scooter og langrendsspor
Det er skønt at springe på langrendsskiene og glide derudad i et dejligt velpræpareret langrendsspor, særligt når man kan gøre det næsten lige udenfor døren. Odense Skiklub har en snescooter til at trække spor med. Vind og vejr og måske lodsejere er medbestemmende om, hvor det kan lade sig gøre, måske ved Stavids åen , langs gode hegn eller på golfbanen.

Det er nødvendigt at orientere sig her på hjemmesiden, når der falder sne over det fynske. Pas godt på sporene. Har du prøvet et godt spor, så vil du vide, at det ikke er i sporet at hunden skal luftes eller der man traver sin søndagstur, for så er det ødelagt.

Vores naboklub i Fåborg har også fantastiske forhold for langrendsløb –  ja, måske nogle af landets bedste. Det gælder både i Sollerup Skov og Svanninge Bjerge, hvor der kan være trukket spor.