Fra genoptræning til mester

Af Christian Falk Rønne

Egentlig startede det på en trist baggrund. Vi havde været på en længere tur med en masse pragtfulde vandre- og løbeture i Skotland og England. Men især de stenede stier i Lake District sled på bentøjet. Jeg kunne gå nogenlunde smertefrit, men ikke løbe. Alle mine forsøg på langsom genoptræning var uden effekt, og lægens undersøgelser gav heller ikke nogen løsning eller forklaring på problemet. Jeg prøvede at accepter, at min tid som hyperaktiv sportsidiot var forbi. Det var ikke nemt, og jeg var grædefærdig, når turen ned af pisterne i Tigne var en næsten uudholdelig pinsel.

Rulleskøjter blev startskud
Der gik mere end et år, hvor motionen indskrænkede sig til lidt gå- og cykelture. Men til jul fik jeg et par rulleskøjter, og selvom den danske vinter ikke er optimal i forhold til netop rulleskøjter, blev det til en del turer. Jeg have en god fornemmelse af, at det var en træningsform, der styrkede og skånede mine gamle knæ. Men selvom det var noget af det rigtige, kneb det med at få maxpuls. Jeg forsøgte mig med et par skistave. Det var ikke nogen succes, sikkert fordi jeg ikke havde meget lyst til at hamre mine bedste stave ned i asfalten.

En dag bestemte jeg mig imidlertid for at prøve igen, og med et par gode skøjtestave blev ligheden med skiløb fascinerende stor. Træningen blev kraftigt intensiveret, og jeg fik lov at prøve et par af klubbens rulleski en torsdag aften. Det var endnu bedre. Desværre kunne jeg ikke selv anskaffe mig et par rulleski, på grund af problemer hos producenten. Så det var stadig rulleskøjterne, jeg trænede på. Op til DM på den korte distance lånte jeg et par af klubbens rulleski. Der var blot det problem, at de stod ret dårligt fast i regnvejr, og vejerudsigten varslede regn. Men dagen inde løbet, var vejrprofeterne lidt mere optimistiske. Så søndag morgen kørte jeg til Vejrløse.

Debut udløste sejer
Da jeg kørte fra Fyn var det overskyet, men ikke regnfuldt. Da jeg kom til Vejrløse stod regnen ned i lårtykke stråler. Var det ikke fordi, jeg havde kørt så enormt langt, var det ikke blevet til noget DM.

Løbet forgik på en 2 km rundstrækning, med en indledende prolog på 2 km, og derefter selve løbet, der blev afviklet som jagtstart. Jagtstart betyder, at deltagerne starter med en tidsforskel, der afhænger af prologtiden. Den med den hurtigste tid starter altså først, næst-hurtigste som nummer to osv. På prologen startede jeg som en af de sidste ud af de 70 – 80 løbere. Der var rigtig mange, der skulle overhales. Heldigvis var vejbane tørret nogenlunde op, men sine steder kneb det med vejgrebet. Men tempoet var åbenbart helt godt. I hvert fald debuterede jeg med at vinde klassen for + 50 årige.

Blod på tanden
Sejren gav naturligvis blod på tanden, og jeg intensiverede træningen yderligere i løbet af sommeren. Desværre var der stadig problemer med at få et par rulleski. Dertil kom at hjulene på klubbens rulleski var slidt så meget ned, at jeg ikke kunne brug dem. Jeg fandt atter rulleskøjterne frem. Fem dage før DM på den lange distance fik jeg så endelig et par meget flotte nye rulleski med orange hjul. Dagene op til konkurrencen gik med at blive fortrolig med de nye ski. Jeg løb rundt på en parkeringsplads og øvede mig i at vende. Løbet var nemlig en rundstrækning på en vej. Altså ud, rundt om en kegle tilbage igen og rundt om en anden kegle osv. 

Da løbet startede, var jeg altså ganske fortrolige med snævre vendinger, men havde ikke løbet langt på mine rulleski. Jeg hang på førergruppen et stykke tid, men da et par af de andre faldt lidt bagud holdt jeg mig til dem. Min usikkerhed på distance og blæsten gjorde, at jeg holdt mig til at ligge på hjul af de to andre. Men efter et stykke tid synes jeg det gik for langsomt, og gik i front af vores lille gruppe. Egentlig var det bare for at tage min del af slæbet og få tempoet lidt op, men der var ingen der fulgte med, så jeg løb resten af turen alene. Det blev til en ny sejer i min klasse. Men faktisk var jeg en smugle ærgerlig over, at jeg ikke havde løbet mig mere ud, end jeg havde.

Mester igen
Efter succes på den korte og lange distance i 2012, samlede jeg i forsommeren 2013 hele min stab af træner, servicefolk, supporter og fans. Med andre ord mig selv, min kone og min søn. Vi tog til Vejrløse i håb om endnu en medalje. Stemning var hyggelig og afslappet, vejret og tidtagningen var elendig. Det forekom mig dog fair nok, at jeg startede først efter prologen. Og da jeg også kom først i mål, kunne der vel ikke være tvivl om, at jeg måtte have vundet et eller andet. Men ser man på tiderne for løbet, kan det godt virke noget uklart, hvem der var hurtigst på de 6 omgang. Jeg blev dog kåret som vinder.

Rulleskiløb er super træning
Nu er chancen der snart igen. Den 8. september er der DM på den lange distance, og har man ikke købt rulleski endnu, så er det på tide. Selvom det måske ikke lige ender med en medalje den dag, så vil det helt sikkert være et godt køb, for rulleski er en fantastisk træningsform. Rulleskiløb giver en super kondition, træner hele kroppen, styrker balancen, er skånsom for led og muskler og en effektiv måde at genoptræne på. Der til kommer, at en god teknik på rulleski let lader sig konvertere til en god teknik på ski og omvendt. Og ligesom skiløb, er det en hel fantastisk fascinerende måde at bevæge sig på.