Viggo “Ståls” ski- og OS historie

Da Odense Skiklub i 1989 havde 50 år jubilæum skrev Viggo Stål Hansen følgende beretning

Jeg kan huske de gode vintre omkring 1938. Det var samme år jeg begav mig ud i skisportens ædle kunst. Jeg fandt et ”højt” bjerg i Langesø. Jeg drønede nedad på et par splinternye hjemmelavede ski med spidser af opbøjet blik og indstikningsbindinger af læder fra et par gamle Jydetræsko samt styrtløbsstave af nøddetræ og langskaftede gummistøvler til dybsne. Det var helt fint, indtil jeg mødte et frosset mulvarpeskud og forsikringen ikke var betalt.

For 4 kr. købte jeg et par finske birketræsski med styrerille, fremstillet af snedkeren i Slukefter, og så skulle jeg selv bukke spidserne i varmt vand. Med disse nye vidundere stillede jeg op i en OS-langrendskonkurrence i 1943 og vandt begynderklassen. Løbsledelsen som bestod af Henning og Gerhard Olsen, tilbød mig noget bedre at løbe på. Vi boede alle 3 i Tommerup dengang, og det blev til en lærerig vinter med masser af måneskinsarbejde.

De næste 10 år var jeg ikke på ski. Jeg var begyndt på cykelsport, men i 1953 mødte jeg tilfældigt Henning igen. Han havde i mellemtiden boltret sig på ski rundt omkring i Europa.

Jeg blev medlem af OS og kom hurtigt med i bestyrelsesarbejdet som materialemester og tilrettelægger af træning, som dengang var løbetræning 2 gange om ugen, og søndag samlede vi de unge løbere ved Toldboden og så til Langesø med specialtræning og efterfølgende svømning.

Nu kom også gymnastik på programmet, med de specielle skiredskaber vi havde anskaffet en del af – datidens skateboard – hvor man korte med parallelle fødder og stave med gummidupper på slalombane sat op af skamler. Med det materiel havde vi et indslag på 20 min. i Påruphallen, da den blev indviet. Det var også med automatisk tidtagning – det blev det store nummer.

Rulleski kom også på programmet. Vi købte et par stykker i Tyskland, og jeg lavede så omtrent 25 par som dem. Det var en stor fordel for langrendstræningen, forud for DM, som i mange år var henlagt til Danebu i Norge, hvor der også var Lowlanders. Det var også på Danebu at Forbundsmesterskaber i alpint blev afholdt, så det var et større hold, vi havde med.

Samtidig startede vi i klubben de mange juniorture sydpå. Her blev også forbundsjuniorerne koblet på. Så det var jo straks 60 juniorer det drejede sig om. Vi var 6 trænere med 10 juniorer på hvert hold. Vi kørte meget farttræning. De var simpelthen så gode at vi kom samlet i bund. Det blev også det materiale der blev det Danske skihold i årene frem, og de har i årene efter været at finde som ledere, hjælpere og trænere.

På den hjemlige front skete der en masse. De mange arrangementer i både langren og alpint, som blev stablet på benene. Det bedste er næsten at forberede et løb- Jeg kan huske et DM i Tommerup, et rigtig ”Henning” arrangement. I 10 frostgrader og høj sol gik vi glide- og stavspor, byggede broer, klippede grene og lagde sne på udsatte steder, og så blev det plus 8 grader og regn hele natten.

I det alpine udvalg fik vi den ide at forhøje bakken i Slukefter med 8 meter, og hele klubben deltog. Den blev kun brugt 2 vintre. Samtidig fik vi automatisk tidtagning, som her blev afprøvet ved f.eks. storslalom.

Herefter blev aktiviteterne henlagt til Pilebakken. Jeg fremstillede så liften, og med en ændring fra benzin til el kører den jo endnu (og det gør den stadig red.).

I gamle dage gik man op med skiene på nakken, men tiderne har jo ændret sig. Måske skulle man lave en stolelift med el-varme?

Alt i alt et spændende og interessant ski-liv, hvor man er taknemmelig for, hvad det har givet af glæder, og hvor glæden også har været at give. Et liv hvor berøringsfladen har været enorm stor. På klubbasis taknemmelighed til de mange som har gjort så stor en indsats, som f.eks. formændene fra svundne tider. Gerhardt, Henning Bertram Dall, Ernst Rosendahl-Blichfeldt og så humørbomben Lyst Hansen, som har optrådt på mange ture, og som i øvrigt har virket mange år som revisor. Jeg selv havde den glæde at blive udnævnt til æresmedlem med tilhørende laurbær. TAK FOR DET OS: Jeg skal prøve at leve op til æren.

Såden skrev Viggo altså til klubbens 50 års jubilæum i 1989-