Et skiliv i OS

Af Lotte Feldfoss

Som for mange andre, begyndte interessen for skiløb med at min far og mor tog mig med på skitur. Det var det herrens år 1972 til Bruck i Østrig. Interessen var fanget, og året efter, gik turen for første gang med Odense Skiklub.

Destinationen var intet mindre end det legendariske Berghof i Wagrain, hvortil vi og vores bagage blev fragtet med stolelift op på bjerget. Sepp var allerede en institution i Wagrain dengang, og jeg husker hans enorme næse og hvordan der blev ”skænket op” direkte fra en tønde. Jeg tænker, at det der ikke blev drukket havnede deri igen. De der løb derfra så ud til at være blevet meget bløde i knæene.

Det blev begyndelsen til mange herlige oplevelser på ski bl.a. til Hurdal, hvor jeg med 40 i feber til DM fik sølv (vi var 2 i klassen…). Så til Sölden hvor vi skulle have boet i Hochsölden, men noget var kikset da vi nåede frem, så vi boede over hele byen. Til DM i Abtenau, hvor vi næsten blev sat fast af den katolske mutti vi boede hos, fordi vi havde ridset sofabordet og tillige haft drenge på kammeret.  Monte Bondone, her kom flyvningen på mode, men det var altid spændende om militærlufthavnen igen –  igen var lukket pga. tåge.

Gennem nogle år var det kredsens tur til Rohrmoos der hittede. Alle lærte Fritz og hans hytte at kende – der var gode Speckbrot med tilhørende obstler, og der blev sunget til godt guitarspil, så det var en lyst. Det var Gunnar Klavsen der arrangerede og han havde Kresten fra Hurup med som tysk-kyndig. Det reddede os engang fra bortvisning fra hotellet.

Sæsonerne bød også på kendte aktiviteter med bl.a. skigymnastik, som har været praktiseret rundt om på mange af byens skoler, flest år nok på Korsløkkeskolen, hvor man kunne slutte af med at slukke tørsten på ”Rødegården”, her havde vi næsten eget baglokale.

Når medlemmerne skulle samles til f. eks. andespil eller generalforsamling, foregik det i Fosses kantine i Ryttergade, en spændende oplevelse når man kom lidt for sent og døren var låst. Så var det om venligt at afvise de mange mandspersoner der sagte kørte forbi med nedrullede vinduer og efterspurgte lidt ydelser, alt imens man ihærdigt prøvede at få kontakt til OS´erne bag kantineruderne.

Sener kom samarbejdet med orienteringsklubben i stand og siden har Skiklubbens medlemmer mødtes i huset i Ålykkeskoven til mange arrangementer – uden at man er blevet antastet.

I de tidlige år var der meget fokus på børn, unge og nybegyndere, når man var på alpine ture, mens alle øvrige kom på ”alkohold”. I 1986 lykkedes det Søren Mikkelsen og undertegnede at overbevise bestyrelsen om, at også voksne skulle have undervisning/træning, og at det var en aktivitet der var økonomisk støtte værdig. Første tur gik til Bruck i Østrig, der blev trænet heldags og sluttet af med deltagelse i DM, som det år var henlagt til Zell am See. En succes var født og siden er al undervisning blevet understøttet af klubben.

Året efter skulle vi igen have været til Bruck, men vi blev brændt af, af hotellet. Så var gode råd dyre og med diverse telefonopringninger og ”pronto-pronto” til Italien havnede vi i Viggo di Fassa – en legendarisk klubtur for de der var med. Jeg glemmer aldrig de pengestabler af lire der skulle skifte hænder for at afregne f. eks. liftkort for en busfuld. Hotelafregning havde vi selvfølgelig med på en check som var udfærdiget med adskillige underskrifter fra Danske Banks særlige afdeling for udenlandske valutatransaktioner.

Pludselig havnede jeg i bestyrelsen. Der kom fokus på en masse børne- og ungdomsaktiviteter, ”OS juniorteam” med egen gymnastik, hytteture, klubtøj og ture der var billige for børn – det trak mange dejlige forældre til og så var det ture til Haus, St. Johan osv., osv. der hittede, med sang bægerklang og Eisstockschissen.

Siden er det blev det til mange turer mest for seniorer, mens det i de seneste år er blevet de kendte Hafjell ture der er kommet i fokus.

De skønne unger, fra for mange år siden, er nu blevet så gamle, at de underviser os ”gamle”.