Gode øjeblikke med Odense Skiklub

Skiklubben har brug for alle

Af Dorthe Rasmussen

I 1982 var jeg lige gået ud af gymnasiet, og havde i forlængelse deraf fået mit første job – en elevstilling. Nu kom der penge på kontoen, og de skulle spenderes på min første alpintur. Sammen med en veninde tog jeg til Zell am See, og vi havde de mest fantastiske og sjove oplevelser. Mange ting er nok sjovest første gang. Det gælder i hvert fald for mig på ski, for selvom der siden er fulgt et utal af skønne ture efter, var første gang, hvor man virkelig var Klods Hans, og hvor man ikke vidste hvad en lift endte i, oppe i den anden ende o.s.v. Klart den tur hvor der blev grinet allermest. Men det er nu ikke det, som jeg har på sinde med denne artikel.

Nej – den skal jo handle om Odense Skiklub, hvor Jubilæumsåret (2014) giver anledning til et tilbageblik. Hvorfor bliver man medlem af en skiklub? Hvad betyder det for en? Min historik i Odense Skiklub startede lige efter ovennævnte tur til Zell am See. Min klassekammerat Søren Mikkelsen var en stor ski-entusiast. Mens de fleste drenge i klassen gik i bikerjakke, kunne Søren med ligeså stor stolthed møde op i rød/blå/hvid skijakke og ikke mindst i en rød/blå/hvid kropsnær trøje med ekstra ”slagbeskyttelse” på ærmerne, hvad det så skulle hjælpe for i klasselokalet. Søren var meget engageret i skiklubben, – ture, gymnastik og ja, hele pakken. Derfor var det også klart, at når jeg havde vist interesse for alpint skiløb, så var det eneste rigtige at blive medlem af Odense Skiklub. Vi kom aldrig rigtig ind på hvorfor, men det var åbenbart også lige meget, for meldt ind blev jeg. Mit medlemskab medførte, at der jævnligt blev smidt forskellige skimagasiner og –blade ind af brevsprækken. Dem var jeg glad for og læste med stor interesse. Sådan fortsatte det i mange år. Bladene var det, jeg fik for mit kontingent, og jeg var godt tilfreds.

Nogle år senere havde min søster og hendes familie fået den fremragende idé, at de hver vinter boede og arbejde i et skiområde i Andorra. Det gav naturligvis også anledning til flere skiture for mit vedkommende, og jeg blev ramt af ”mere vil have mere” effekten. Så jeg blev lun på de korte ture til Hafjell, som der var tre af over en sæson, til en pris jeg ikke husker, men den var dengang i 1996 pænt under de 1000 kr. for tre dage på ski og med alt betalt. Så lidt genert og betænkelig fik jeg booket mig på en sådan tur.

Betænkelig for selskabet havde jeg jo ikke behøvet at være. Søde og rare mennesker var der omkring en og god stemning i bussen fra første minut, hvor også den faste chauffør var en integreret del af selskabet. Søren Feldfoss stod i spidsen for det hele, – sådan virkede det i hvert fald, om det så var officielt eller ej – og det med sædvanligt engagement, humør og hjælpsomhed. Men der var også en overraskelse klar. Man skulle løbe konkurrence. Jeg havde jo godt set, at der var konkurrencer deroppe (DM), hvilket jo da ikke havde noget med mig at gøre! Men næ-næ – det kan godt være, at der ikke var deltagelses-tvang, men det føltes nu klart sådan. Heldigvis sikrede min alder lige, at jeg kom i en ”veteran 1 klasse”, og det hjalp lidt på humør og nerver, at jeg dermed skulle løbe med / mod de andre piger i 30´erne og ikke superløberne som trænede til OL. Dog var det da så til gengæld også en fæl fornemmelse, at man i en alder af 34 blev kategoriseret som veteran! Men det hele endte naturligvis fint og med minder om en super hyggelig og sjov tur, hvor vi almindelige klub-løbere kunne tumle ned af nogle svære tilisede baner, og vi kunne nyde at følge super-løberne, her i blandt OS´s egne helte Søren og Klavs Klavsen. Der kom også medaljer om halsen, selvom jeg hverken dengang eller nogensinde siden har syntes, at have gjort mig fortjent til en guldmedalje, hvor der står ”DM” på – uanset aldersklasse.

HELDIGVIS er vi så langt tilbage i tiden, at video-optagelser ikke var en almindelighed, så mindet om hvordan det har set ud, er indkredset til de tilstedeværende, som nok ikke har vist veteran-konkurrencerne den store opmærksomhed.

Siden fulgte en række år, med masser af oplevelsesrige ture til Hafjell og også et par andre klubture. Men med familie med bopæl i Pyrenæerne, er langt de fleste skiture for mit vedkommende naturligt gået dertil. Skigymnastikken kom jeg også i gang med. Super godt og hyggeligt og dengang altid afsluttende med besøg på Carlsens Kvarter, hvor de velvilligt serverede litervis af postevand og så måske lidt bajersk øl også. Eller i virkeligheden var de vist ikke så vilde med alt det vand – men de gjorde det da i hvert fald, og vi var glade for at komme der. Mange gode minder er der derfra. Det var nok også der, at vi fik talt om, at vi havde for få fester.

En lille komité fik gang i Julefrokoster, som i en årrække havde stor tilslutning og toppede omkring 100 deltagere. Andre ”vigtige” arrangementer, som f.eks. vinsmagning, har betydet, at man med jævne mellemrum har kunnet mødes til hyggelige gensyn. En dårlig skulder satte min deltagelse i skigymnastikken på stand by, og der er (endnu) ikke rigtig blevet plads til at få det ind i hverdagsprogrammet igen. Når man så ikke ser så meget til alle de gode venner i Skiklubben, ja så glædes man ved en masse dejlig gensyn til et arrangement som Jubilæumsreceptionen. Faktisk flere end man kunne nå rigtigt at snakke med, men jeg synes det var en dejlig eftermiddag. Selv at se gamle venner, men også at se alle andre glædes over at være sammen med nogle, de har delt oplevelser med, om det så er ture, gymnastik, eller man har været mest aktiv til vinsmagning og bankospil.

Da jeg stod der til receptionen, var det åbenlyst, at mit medlemskab af Odense Skiklub har værdi. Jeg har mine ”moments”. Små øjeblikke, som jeg glædes over. Som nogle gange er opstået ud af ingenting, men som har givet mig venskaber og en langtidsholdbar tilknytning til Odense Skiklub. ”Moments” som jeg nødigt ville have undværet.

Vores skiklub har brug for os – os alle sammen. Der er nogle, som står i spidsen, nogle der laver ture og arrangementer o.s.v., og sådan skal det jo være. Men allermest har klubben behov for os alle sammen, for det er klubbens medlemmer, der sammen giver hinanden gode oplevelser, minder og ”moments”, som vi skal huske på, når den årlige regning skal betales, og når vi snakker med venner udenfor klubben. Hvis vi alle gør som Søren gjorde i 1982, og lader vores entusiasme for skiløb og klub-oplevelser stråle, vil Odense Skiklub også i fremtiden have en stor medlemsskare og være der, hvor ski-glade mennesker får venner, oplevelser og gode minder.